2010-09-21: Danskerne, Tyskland og den dobbelte identitet

Tir. 21. sep. 2010, 18.30-21
Sted: Tranquebar Rejseboghandel, Borgergade 14
Vi får besøg af Gunvor Vestergaard fra Grænseforeningen, der har fundet på noget helt nyt – hvad har Grænseforeningen gang i?

Engang handlede Grænseforeningens arbejde udelukkende om at bevare dansk sprog, kultur og identitet i Nordtyskland – og i en eller anden grad om at bringe det danske mindretal “hjem”. Men i takt med at konflikterne blev vendt til fredelig sameksistens, gik grænselandet i glemmebogen. Medlemsskaren blev ældre og ældre, og for de unge gav den form for nationalitetsforståelse ikke mening.

For et par år siden tog Grænseforeningen en dyb indånding og tænkte noget i retning af: “Hey, i grænselandet ved man noget om at have dobbelt kulturel identitet, som resten af danskerne ikke ved. Måske kunne vi bidrage med noget konstruktivt bl.a. i forbindelse med at integrere indvandrere i Danmark?”

Som sagt så gjort. Gunvor Vestergaard er konsulent i Grænseforeningen og vil fortælle os om, hvordan Grænseforeningen reformulerede sine arbejdsområder og visioner. Uden at ændre sine formålsparagraffer, arbejder foreningen nu i høj grad for “En åben danskhed”.

– Og så skal vi da også lige høre, hvordan det er at være Grænseforening, når det er kommet frem, at det var Bismarck, der takkede nej til at få os ind blandt de tyske forbundsstater, og ikke os, der sagde “Bye, bye, Bismarck!”

Vel mødt til en spændende samtale mellem Gunvor Vestergaard og Lene Andersen tirsdag den 21. september klokken 18.30 i Rejseboghandlen Tranquebar, Borgergade 14. Entré kr. 25,-

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *