Personalisme, livslære og samudvikling giver sammen: Det fælles bedste

I Samudvikling talte vi om
Personalisme og livslære, mandag den 20. april 2015
(- for dig der ikke kunne være med)
Kjeld indledte med at forklare, at aftenens tema faktisk har overskriften ”Det fælles bedste,” som har 3 ben (de 3 P’er):
1. Det Politiske ben (personalismen),
2. Det Personlige ben (livslæren),
3. Perspektiv-benet (Samudvikling).

Det politiske ben/personalismen er ikke rødt eller blåt, ikke kollektivisme eller individualisme, men relationer mellem personer – til fælles bedste.
Det personlige ben/livslæren er at få gode relationer, dvs. den enkelte må have styr på sig selv og sin omverden, og det han/hun siger og gør og vil – til fælles bedste.
Perspektiv-benet/Samudvikling står for alt det, vi hver især og alle gør tilsammen – det former alle de situationer, vi befinder os i til enhver tid og former dermed også vores fælles fremtid.

Så kort kan det siges, men nu vil vi først høre, hvad Mathias Schwartz Kirkegaard vil uddybe med omkring personalismen.

Mathias er cand.scient.pol og underviser på Frederiksborg Gymnasium og bestyrelsesmedlem i Cura. Interessen for personalismen er kommet via et engagement i Kristendemokratisk Ungdom. Han har skrevet en e-bog om projektledelse/-styring, som gratis kan downloades på ’personledelse.dk’. E-bogen handler om modsætningsforholdet mellem projektstyring og det at sætte mennesket fri til at gøre ting.

Personalismen er faktisk ikke en -isme, et færdigt tankesæt. Hvis den er det, så er der en personalisme for hvert eneste menneske. Den går på kritik af systemer, der begrænser mennesker og har 3 aspekter: det relationelle, værdigheden og engagementet hos mennesker. Der er udkommet en letlæselig bog ”Det fælles bedste” af Jonas Norgaard Mortensen i et oplag på 2.000 eksemplarer.

Personalismen fokuserer på det relationelle mellem mennesker. Det er simpelt, intuitivt og basalt, og banalt, men bliver ofte IKKE tænkt ind de systemer, vi konstruerer for at få ting til at virke i større sammenhænge. Fx er tidens trend, at unge mennesker med problemer flyttes fra institutioner ud i bomiljøer for at skulle klare sig selv, mens deres behov og mål er at være mest muligt sammen med andre i dagligdagen. Fx bygges gamle kollegier om til separate lejligheder, mens de unge hellere vil være sammen med andre i fælleskøkkener o.lign. Socialforskningsinstituttet definerer i deres undersøgelser fx boligforhold som dårlige, hvis der ikke er eget køkken og bad. Det medvirker bl.a. til at forstærke ensomhedsproblemet hos unge.

Vi bliver til, når vi møder et andet menneske. Jeg er, fordi du er. Mennesket er ikke en ø. Dette er ikke noget nyt, men vi hiver en gammel tankegang frem igen. Det er et langt sejt træk, at ændre den herskende individualisttankegang.

Socialrealismen kan sammenlignes med personalismen. Personalismen tager det bedste fra de to sider, men socialrealismen har taget det værste fra det individualistiske og det kollektive: grådighed og bureaukrati. Et eksempel er New Public Management, et offentligt styringssystem fra midt-90’erne, der bygger på det økonomiske menneske, der kun går efter størst muligt (økonomisk) udbytte til sig selv. For at sikre at mennesket gør det, som det skal, laves resultat-kontrakter, der skal kontrolleres. Alle styres, som om de kun er motiveret af penge, ikke noget om faglig stolthed, eller at man kan basere noget på tillid. – Og det i det land, der siges at have den største grad af generel tillid i verden.

Det offentlige har været langsomme til at lære af det omgivende samfund. En gang imellem gøres der pludselig noget, men det skal jo stadig være målbart/kontrollerbart, jf. eksempler fra politiet og sundhedvæsnet. Det er sjældent, at de menneskelige præmisser og behov har førsteprioritet.

Selve styringstankegangen kommer fra det, at vi godt kan lide at styre ting, det giver overblik. Helt grundlæggende bygger det på 2 aspekter fremsat af Martin Buber: 1. ’jeg-du’ og 2. ’jeg-det’. ’Jeg-du’ kræver, at 2 personer lærer hinanden at kende fuldstændigt, og det er umuligt, især når man har relationer til flere/mange personer. Det drejer sig om, at vi bliver til gennem den anden, tager ansvar for den anden, får et moralsk og åndeligt forhold. Derfor bliver det meget hurtigt til ’jeg-det’, der er en tingsliggørelse af den anden, en generalisering, der gør, at jeg kan opbygge kontrol, systemer, imperier. Det hele går galt, hvis vi glemmer at have ’jeg-du’ i baghovedet, når vi opbygger vore systemer. Vaclav Havel blev præsident for Tjekkoslovakiet uden nogen politisk erfaring. Han har skrevet om, hvad politik burde være: praktiseret moral (’jeg-du’). Men der er meget lidt plads til moral i systemer, til at styre mennesker på en menneskelig måde (det bliver for det meste økonomien og praktiske forhold, der bestemmer).

Personalismen drejer sig om menneskers relationer, deres værdighed og at give dem mulighed for (lyst til, motivere til) at engagere sig i det fælles bedste. Arbejdsmæssigt er det fx at inddrage medarbejderne i at ændre mål og regler. Men både frihed og styring er nødvendig. Når staten fungerer godt giver den borgerne frihed, samtidig med at den begrænser dem. Formålet er at give frihed – og omsorg. Vejen er mere decentralisering (subsidaritetsprincippet), hvor det drejer sig om, at beslutninger træffes så tæt på borgerne som muligt. Et forslag kunne være, at gøre folkeskolerne til selvejende institutioner, der så selvfølgelig er forpligtet til at overholde visse regelsæt (ligesom privatskolerne).

En kommentar kom om, at ’jeg-du’ max. kan omfatte 200 personer, når ånden skal være med ved designet af et system. Det drejer sig om at gøre det personligt, men ikke privat, om at behandle sine medmennesker med respekt. Ikke mindst i forhold til menneskerettighederne.

Karen er uddannet som lærer, har 3 børn, er journalist, talsmand for tænketanken Cura og har arbejdet meget med borgerinddragelse, medarbejderinddragelse og at bygge fællesskaber. Hun har beskæftiget sig meget med børn.
Hun sagde, at hun alligevel var på gyngende grund, da hun blev bedt om at fortælle om det utroligt gode spørgsmål, hvad man skal kunne for at få et godt liv i den tid, som vi har. Det bringer spørgsmålet om dannelsen ind i opdragelsen og skolen. Spørgsmålet om at gøre børnene til HELE mennesker, der er glade, alsidige og lykkelige. Niels Hausgaard skal have sagt, at det at være klog betyder, at man er god til at leve. Det drejer sig om karakterdannelse. Et kognitivt system er ikke tilstrækkeligt: – det at alle skal lære så meget, som de kan. Det er ikke nok til at lære LIVSDUELIGHED. Man skal først blive et menneske, før man kan lære.

Hvad er det for nogle børn, vi har? Siden 1968 er der sket en kolossal frisættelse af alt. Det er godt. Men det har nogle omkostninger. Man skal selv kunne navigere igennem sine situationer. Stort set alle er overladt til sig selv. Begge forældre er blevet deltidsforældre, og opdragelsesrollen/ dannelsesrollen er delvist blevet udliciteret til institutioner og skoler. Nu skal man blive til gennem sine egne valg. Det er blevet en individuel proces at dannes. Der er et værdimæssigt tomrum. Hvor befinder dannelsen sig? Øverst på dagsordenen er uafhængighed og valgfrihed. – Det er ultraindividualisme! – Curas 2. antologi om personalismen, der præsenteres den 29. april 2015 på Vartov, vil komme ind på dette.

Undersøgelser har vist, at 11-årige generelt er glade for at gå i skole. Af de 19-årige er 24% meget angste eller deprimerede, de lider af en slags metaltræthed ifl. Dorte Viftrup. Det skyldes måske, at de i den alder skal tage stilling til en masse af livets store spørgsmål, som de nu om dage ikke er blevet udrustet til at kunne klare. Individualismen som ideal giver stress. Forældrenes arbejdspres giver forsømmelser, både hvad angår familielivet, vennekredsen og diverse interessekredse. Den stigende mobilitet gør, at vigtige nære fællesskaber ofte går tabt. Det er (de nære) relationer, der giver mening for et (ungt) menneske. Det bliver meningsløst, når man ikke ved, hvad der er op og ned i tilværelsen.

Dannelse og uddannelse. Nutidens unge får ikke ret meget at vide om/kendskab til forskellige fag. Håndværksfagene ligger nederst i hierarkiet, selv om det er dem, der viser, hvordan virkeligheden fungerer. Det er de narcissistiske fag i toppen, der bestemmer dagsordenen. Nu om stunder er 8 ud af 10 vidensjobs. Man skal selv bestemme nogle ting. Man bliver aldrig færdig med arbejdet. I de større systemer bliver mennesket ledet som ting: ’jeg-det’. Der er mindre omsorg. Mennesker leverer ydelser. Før var der mere ægte omsorg, man mødtes som mennesker. Professionaliseringen giver mindre omsorg. Vi lever og arbejder på en måde, som vi har svært ved at magte.
Hvad er det for et liv, børnene skal ud og leve i? – Børn skal roses og anerkendes, have hjælp og støtte. Forældrene er blevet en servicefunktion. – Men det hjælper dem ikke!!! Forældre ved ikke, hvordan de skal kompensere for det manglende nærvær i dagligdagen, hvor der ikke er tid til at yde omsorg nok. Børn ser for meget og oplever for lidt. Anerkendelse drejer sig om at udtrykke, at ’jeg ser dig’ og jeg oplever dig’. Børnene udholder for lidt og har ikke noget at bruge det, de kan, til. De har de bedste betingelser, men kan ikke bruge dem til noget, fordi de ikke har oplevet virkeligheden (nok virkeligt/virkelig natur).

For at få et godt liv – hvad skal vi gøre? Mest nærliggende er en revolution, et oprør fra midten. Det drejer sig om realisme, natur og fælleskab. Nærvær og handlekraft. Børn trives i at være til nytte, tage del i husholdningen (”hjælpe mor” – er noget af det bedste, der fører til livsduelighed). Det giver handlekraft i forhold til eget velvære. Børn skal have lov til at afprøve grænser. Naturen gør fri, men giver også begrænsninger, som man ikke kan løbe fra (giver stress). Børn får det indtryk, at de kan vælge alting, men naturen sætter grænser. Det skal de helst erfare på en naturlig måde. Jf. bogen ”Børn skal da arbejde” af Karen Lumholt.
Per Schultz Jørgensen har skrevet om livsduelighed og den non-kognitive hypotese. Det drejer sig mere om noget karaktermæssigt: – vedholdenhed – selvkontrol (tålmodighed, udholdenhed) – tillid (at turde, mod) – viljestyrke – nysgerrighed (evne til at blive engageret) – samvittighedsfuld (føle ansvar). Fra samfundets vinkel drejer det sig om at tage medansvar for samfundet, tillid/frisættelse, reaktivering af civilsamfundet (de frie fællesskaber).

At få livsduelighed er at få evnen til at leve livet.

Det blev påpeget, at de akademiske uddannelser overtrumfer erhvervsskole-uddannelserne. Embedsmænd og politikere er stort set kun akademikere. Det var fx ikke kendt i Undervisningsministeriet, at der findes 108 erhvervsuddannelser (”er det produktionsskolerne?”). Mennesket er et handlende væsen. Erhvervsskolerne er det eneste sted, hvor man kan lære at handle i praksis, hvor man kan gennemleve et fag, opleve sin krop, bruge sig selv fysisk. Alt andet er abstrakt teori. Det drejer sig om at kunne mærke sig selv. Det modvirker den ensomhed, som følger af for lidt forældrekontakt. Det kan hjælpe til at kunne se sit værd som menneske. Ikke nødvendigvis: – hvad får jeg for det (kapitalisme), men at føle, at der er brug for een, den menneskelige evne til at føle sig som noget (jf. relational thinking network).

Mennesket er drevet af relationel velfærd. Lykken er at gå uden for sin dør og møde nogen, man kender.

Der hersker en diagnose-mentalitet. Hver dag er 36.000 sygemeldt. Der et enormt forbrug af lykkepiller. – Hvor havner vi? Der er behov for et oprør nedefra mod den politiske/universitetsuddannede elite, der ikke ved, hvordan virkeligheden fungerer, og som også er årsagen til politikerleden.

Vi er mennesker igennem andre mennesker (ubuntu = human kindness).
Jeg taber i værdi, hvis jeg ikke magter at bevare vores gode forhold.
Markedet er som et vandfald – lave en vandmølle og gå ind udnytte kraften (menneskets kraft) i vandfaldet.

Cura er en tænketank på linie med Cevea og Cepos. Cura kritiserer systemer og udfører paradoks-tænkning. Cura har ikke færdige løsninger, men arbejder med at gøre (voksne og børn) opmærksomme på det vigtige i relationer, værdighed, engagement.

Hvad man skal kunne for at få et godt liv, hvad er vigtigt at lære/have/kunne er fx – humor – mærke sig selv – ikke være perfekt – kunne lide mennesker (børn) – kunne overskue at bryde en elefant ned i små bidder – lide sig selv, elske sig selv (for at vide, hvad kærlighed er) – kende sig selv – tilgive.

Man kan ikke være fuldt i tid og rum på samme tid (flow-fornemmelsen).

Det drejer sig om pædagogisk med hjertet få den ægte omsorg tilbage, jf. bl.a. Grundtvig, Løgstrup, Hal Kock, Kierkegaard.

Posted in Uncategorized.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *