Solidaritet og loyalitet, en slags næstekærlighed? – mandag den 13. oktober

Denne aften dykker vi ned i ordene ”solidaritet” og ”loyalitet” og forsøger at forstå deres egentlige betydning.

Er der så stor forskel på disse to ord og deres betydning, når det kommer til stykket?

Vi vil tage et samfundspolitisk syn på begreberne og i den forbindelse komme ind på samfundets bedste, fællesskabets ønsker og individets behov.

Hvad kan vi egentlig kræve af hinanden?

… Og hvordan hænger ovennævnte fx sammen med næstekærlighed?

Referat af aftenen – af Kjeld Flyvholm

Stiftpræst Jonna Dalsgaard fra Nørrebro lagde op til en diskussion om Loyalitet, solidaritet – en slags næstekærlighed?
12 deltagere

Jonna tog udgangspunkt i socialpsykologen Jonathan Haidts tanker omkring de moralske forskelle mellem de amerikanske konservative og liberale (jf. http://www.ted.com/talks/jonathan_haidt_on_the_moral_mind).

Haidt mener, at børn ikke fødes med blanke hjerner, men med 5 medfødte moralske ressourcer:

1. Evnen til at vise omsorg. De helt små børn reagerer på mennesker, der skader andre.
2. En fornemmelse for retfærdighed/fairness/gensidighed.
3. In-group-loyality – for at kunne bekæmpe udefrakommende/andre grupper.
4. Autoritet og respekt (ikke magt og vold, men frivillighed og kærlighed).
5. Ukrænkelighed, renhed, mad (livsstil) – det vi byder vores krop og sind.

Loyalitet handler om at adlyde gældende love og lovgivning og bevare det bestående, og er typisk for små grupper med tætte relationer (de konservative).

Solidaritet handler om at stå og handle sammen for at skabe ændringer og findes typisk i det store forum, hvor der kan være fjerne (eller ingen) relationer til dem, man føler sig solidariske med (de liberale).

Alle føler, at de har ret. De danner grupper og lukker sig dermed for andre. Men de to grupper (konservative og liberale er som yin og yang, de er modsætninger til hinanden og kan ikke undvære hinanden, og de må finde en eller anden balance i deres forhold til hinanden. De liberale vil gerne risikere kaos for at hjælpe de svageste, mens de konservative vil bevare ro og orden for enhver pris.

Kampen for og imod er sindets værste sygdom, og den er samtidig redskabet til at forstå sig selv og til at opnå balance. Det drejer sig om ’ydmyg autoritet’ og at opnå sandheden (jf Dalai Lama) – men hvad er sandheden? Vi må slippe af med selvretfærdigheden.

Jonna brugte 1864-filmen til at illustrere problematikken med. Filmen skulle være en film, vi kunne være fælles om – men hvem er ’vi’. Det er en film om at være menneske (uden at være politisk). Er der tale om stereotyper eller reelle ting? Hvem er indenfor eller udenfor gruppen, nationen? Hvad er fællesskabets ønsker, og hvad er individuelle behov? Vi skal finde ud af, hvem vi er, før vi kan finde ud af, hvordan vi skal handle.

Jonna havde også eksempler på personer, der går med i krigen mod IS, og som pludselig konverterer til islam, personer, som ellers havde fungeret som fuldstændigt normale danskere – uden at kunne forklare grundene til det.

Kampen for at gøre verden til et bedre sted kræver en ’ydmyg sandhed’ og udfordrer en manglende selverkendelse. Det drejer sig om vores idealer og de andres praksis. Det drejer sig om næstekærlighed (ikke loyalitet og solidaritet). Næstekærlighed gør, at man ikke kan fremhæve sig selv på andres bekostning, fordi der er en gensidighed i solidaritet. Når der er tale om næstekærlighed kan man ikke forvente noget igen. Du skal elske din næste, selvom han er jiddahist i IS. Du skal elske din næste, som den han er – ikke ud fra det, han gør.

Jonnas projekt ”Din tro – min tro” drejer sig om at undgå radikalisering af unge ved at oplyse dem om, at bl.a. kristne, jøder og muslimer udmærket kan tale sammen og være venner (http://dintromintro.dk). Jonnas motivation for at starte projektet var raseri over, hvordan ting fremstilles på tv, dæmoniseringen af forskellige religiøse personer og manglende selverkendelse, dvs. manglende næstekærlighed. De principper, der gælder omkring dette er bl.a.: Tale med (og ikke om) mennesker, beskrive alle religioner (hele billedet), at være det du er (være forskellig), vise respekt, lydhørhed og selverkendelse (åben overfor forskellige opfattelser). Altså hvem er ’vi’?

I den efterfølgende diskussion blev det nævnt, at vi ikke tager stilling til det, der faktisk sker. Vi springer over, hvor gærdet er lavest og flygter fx over i forskellige religioner. I grunden er det naturen, der er grundlaget for det hele – ikke mennesker. Det er den naturlige dimension, der springes over. Folk er frustrerede. Vi skal ’back-to-nature’. Vi skal starte med os selv. Vi skal tilbage til essensen. Der er historien om alle planeterne, der mødes en gang imellem. Så er der en, der siger til Jorden, at den ser syg ud. Åh ja, jeg har fået mennesker, men det går over.

Loyalitet overfor en fælles forståelse, lovgivning, firmaet, familien, landet.

Solidaritet overfor folk i situationer, som kalder på din solidaritet/næstekærlighed.

Der er behov for noget, der forener os allesammen. Spiritualitet/den åndelige dimension er at forstå kompleksitet. Det eneste, vi ved helt sikkert, er at naturen er vores fælles forankring. Sandheden findes ikke i dig eller i mig, men mellem mennesker. Vi må respektere hinandens overbevisninger. Hvordan man definerer sig selv, definerer ens solidaritet.

Vi kommet ind på et abstraktionsniveau, hvor vi bliver frustrerede, vi kan ikke magte det mere, vi får stress – vi må tilbage til naturen, stilheden (fx gennem meditation og mindfulness). Der er behov for en begrebsafklaring, fx ved at filosofisk anlagte personer tager opgaven på sig med at dyrke ’forenklingens kunst’, dvs prøver at forklare kompleksiteten med enkle modeller og narrativer. Hvem (vi?) kan blive enige om, hvordan budskabet om, at vi skal passe på vores jord, skal være og udbredes? Budskabet om, at den vestlige verdens overforbrug skal sænkes, og at det forbrugsniveau ikke er målet for de mindre udviklede lande.

Der er forskellige forhold overalt i verden. Der er særlige udfordringer de steder, hvor de nederste lag i Maslows behovspyramide ikke er tilfredsstillet for de fleste. Det er nemmere at tage afstand fra noget, end at definere og håndhæve regler for fællesskabet. Derfor er der brug for religion som en slags virkelighedsflugt, og resultatet bliver ofte fanatisme og fundalisme. Der er brug for en balance omkring de 5 ovennævnte medfødte moralske ressourcer.

Der blev henvist til Center for konfliktløsning (http://konfliktloesning.dk), hvor hovedvægten lægges på at forstå personen og/eller institutionen bag – at flytte fokus fra jeg til vi.

Der blev talt en del om krigen mod IS, og om at det ikke drejer sig om et valg mellem dårligt eller godt, men mellem pest og kolera. Magt er ikke løsningen, fordi der for store forskelle mellem kulturerne, men magt er det eneste middel, alle forstår.

Det var vist det vigtigste fra aftenens debat. Hvis der er mangler eller kommentarer til referatet, så sig endelig til.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *